Krav til hold af grise

Den 1. januar 2021 trådte en ny bekendtgørelse om hold af svin i kraft. Bekendtgørelse nr. 1742 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise. Det er ikke sikkert at du endnu har hørt om den og det skyldes nok til dels, at der ikke er så meget nyt under solen ifht. hvad der allerede har været gældende i tidligere bekendtgørelser. MEN det må ikke få dig til at finde den uinteressant. Nej tvært imod. Bekendtgørelsen er faktisk en rigtig god og overskuelig samling af de dyrevelfærdsregler du allerede kender, men måske ikke altid imødekommer på den måde de var tiltænkt. Og det kan der være flere årsager til.

Jeg har her prøvet at fokusere på nogle at de steder, hvor jeg som bygningsrådgiver hos Byggeri & Teknik I/S ser et potentiale for øget opmærksomhed i forbindelse med planlægning af en ombygning eller nybygning. Det er både af hensyn til grisene, men så absolut også af hensyn til den økonomiske bundlinje.  Det er som regel billigst at gøre det rigtige første gang og ikke først når det er for sent.

Andel af fast og/eller drænet gulv

Ved fastsættelse af andel fast eller drænet gulv er der jævnfør ovenstående bekendtgørelse et krav om at min. 50% ved grise under 10 uger og min. 1/3 del ved grise over 10 uger skal være med fast eller drænet gulv. Hvis du så samtidigt har en miljøgodkendelse der ”kun” siger 25% fast gulv skal der suppleres op til det nødvendige areal med drænet gulv. Et drænet gulv er et gulv med max. 10% åbningsareal og ligestilles med fast gulv rent velfærdsmæssigt. Bare ikke miljømæssigt. Kummen og dens areal med gylle og ammoniakfordampning vil stadig være der. Det der er vigtigt at have helt styr på de forskellige gulvtyper og at vilkår i miljøgodkendelsen fokusere på det under gulvet/spalten og lovgivning på dyrevelfærdsområdet fokusere på det over spalten. Det som grisen betræder. Derfor kan man ikke altid ”bare” løse problemet med en spaltelukker eller lignende for at imødekomme kravene til fast/drænet gulv. Lige nu er mange bygherrer i gang med planlægning af stalde under tilskudsordningen ”modernisering af slagtesvinestalde 2020” og her er også vilkår til gulvtype som skal imødekommes, hvis man vel og mærket vil være sikker på at få sit tilskud udbetalt. Fødevarestyrelsen finder hvert år - via deres velfærdskontrol - mangler på staldindretning og herunder gulvtyper.

Produktionsareal

Produktionsareal er det areal som grisen kan gå og ligge på. Det er altså stiens indvendige mål fratrukket inventar og krybbens udvendige mål. Hvis der er andre ting i stien der optager plads for grisen, skal det ligeledes ikke medregnes. Der er dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til produktionsarealet og det er også produktionsarealet man søger om i sin miljøgodkendelse. Her er arealet bare som en øvre grænse. Hvis du så samtidig ansøger om tilskud til dit byggeri, f.eks. via den seneste ordning om modernisering af slagtesvinestalde 2020, er produktionsarealet derimod en nedre grænse – altså et areal du som minimum skal sikre forekommer i dit fremtidige byggeri. Her er det altså ikke lige meget om du stiller en automat i stien eller en langkrybbe til vådfoder. Som det ses at ovenstående er det temmelig vigtigt at planlægge sit byggeri grundigt og sikre at alle der er involverede heri har en tæt kommunikation, så misforståelse omkring især produktionsarealet undgås.

Løsgående søer

Siden 1999 har drægtige søer og gylte skulle være løsgående senest 4 uger efter løbning i nye stalde. Mange modeller for stiindretning er afprøvet og med varierende succesrate. Nu gælder det så også for de fravænnede søer – altså i løbeafdelingen. Et driftssikkert system og gode erfaringer ses med en æde/insemineringsboks pr. so og et skridsikkert gulv i form af dybstrøelse i aktivitet arealet. Netop aktivitetsarealet bør i alle løsdriftsstier til søer tillægges stor opmærksomhed. Det skal være attraktivt for soen at gå ud af boksen. Det er ikke nok med de nødvendige m2. Hvis man ikke selv tror på systemet og ikke tilgodeser soens adfærdsmæssige og velfærdsmæssige behov bliver du bare bekræftet i, at kravet om løsgående søer ikke giver mening. En tomgangstyggende so ved siden at en tom halmhæk bør få alarmklokkerne til at ringe, så det bliver gjort lidt bedre. Gevinsten herefter er større trivsel ved både søer og medarbejdere, da man så forhåbentlig kan se et formål med det, man gør.

Stabile grupper

Selv om grise er flokdyr og kan genkende et stort antal individer er de samtidig flokdyr med en meget stærk rangorden. En stabil rangorden er vigtig for ro i flokken. Den sikrer de stærkeste individer overlevelse. Hvis der er uklarhed om hvor de enkelte individer hører til, vil det ofte medføre rangkampe. Udfordringen er hurtigt at få ro igen og det kan kun lykkes såfremt der ikke indsættes nye individer i gruppen i tide og utide, samt at der ikke opstår konkurrence om bl.a. foder. Det vil give stress og konsekvensen heraf vil kunne ses på produktionsresultaterne. Det giver altså mening når dyrevelfærdslovgivningen foreskriver at smågrise, avls- og slagtesvin samt løsgående søer og gylte skal holdes i stabile grupper og blandes mindst muligt. Det gør det faktisk problematisk at etablere store dynamiske sogrupper med transponderfodring, som tidligere har være foretrukket af mange. Således ser vi også nu en øget interesse for ændring af drægtighedsstalden, således at man kan lave mindre stabile grupper, hvor et ugehold inddeles i en til flere grupper, efter størrelse og evt. huld - hvis fodringsprincippet kræver dette. Det er naturligvis også en følgevirkning af at besætningerne er vokset til en størrelse, hvor det giver rigtig god mening. Her skal man dog huske at arealkravet pr. so er større i de små grupper end det er tilfældet i de store grupper og man vil måske skulle reducere so antallet i bygningen.

Sygestier

Ifølge dyrevelfærdskontrollen fra fødevareministeriet er der generelt store problemer med at få etableret de nødvendige antal sygestier og især problemer med at få dem indrettet efter den gældende lovgivning. Der findes på SEGES hjemmeside gode guides hertil og mange oplever faktisk at der er er en gevinst, hvis man prioriterer at få etableret gode og et tilstrækkelig antal sygestier - samtidig med at grisene får den ekstra omsorg og pleje de kræver. Loven siger min. 2,5% sygestier af det samlede areal stipladser til løsgående drægtige søer.  Det anbefales at man etablerer mindst 2% af stipladser til små- og slagtesvin som sygestier for at sikre, at der altid er en til rådighed. Hvis det overhoved er muligt ifht. gyllesystemet mv. så går mine anbefalinger på, at man etablerer en blød bund i stien med et tykt lag halm. Det har bl.a. en rigtig god effekt på brokgrise. Få gerne din rådgiver med på sidelinjen når sygestierne skal planlægges.

Beskæftigelses- og rodematerialer

Kravet hertil har vi haft i en årrække, men der er stor forskel på hvorledes man imødekommer kravet. Der burde ikke være tvivl om, for vis skyld netop beskæftigelses- og rodematerialer skal forefindes. Det bør i hvert fald ikke kun være for lovens skyld, hvorved man ofte vil ty til den ”nemmeste” løsning. Effekten udebliver herved som oftest og det bliver bare et ”nødvendigt onde” i hverdagen. For at nå en god og ikke mindst den ønskede effekt skal man også her selv syntes, at det giver god mening med lidt investering i opgaven. Glædeligt er det, når man besøger en landmand, som erstatning for en tilsølet træpind har opfundet sit eget system der tildeler smågrisen en tilpas mængde sisalreb på en arbejdsmæssig acceptabel måde og hvorved det forbliver interessant for grisene med betydelig reduktion af halebid til følge.

Halekupering

Halebid har dyrevelfærds og økonomisk interesse. Og det skal naturligvis ses i sammenhæng med halekupering. Det har længe været et EU-forbud mod halekupering, men ved ”behov” kunne man delvis omgås dette forbud. Ovenstående bekendtgørelse nr. 1742 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise, har i kap. 8 og særligt kap. 9 krav om, at man laver en risikovurdering og handlingsplan mv. i forbindelse med halekupering. Det betyder, at man skal arbejde systematisk med at finde egentlige årsager til problemet og herefter løsninger der på sigt kan nedsætte risikoen for halebid ved grise, der ikke er halekuperet. De fleste ved, at det bestemt ikke er en let opgave med simple løsninger, men ved systematisk at arbejde med problemet i sin besætning. Bruge den nødvendige tid på det, så vil der i de fleste tilfælde findes redskaber som virker. Hvis man ovenikøbet selv tror på det og kan se meningen hermed, så går det hele også lidt nemmere.