Vi søger en svinestaldsekspert

Brænder du for gode indretnings- og byggetekniske løsninger til svinesektoren? Vil du være Danmarks kommende svinestaldsekspert og har du lyst, viden og gå på mod, så har Byggeri & Teknik rammerne og erfarne kolleger til at hjælpe dig til at nå målet.

Om afdelingen og jobbet

Som svinestaldsekspert får du udgangspunkt fra kontoret i Birk ved Herning, hvor 17 kolleger vil gøre alt for at hjælpe dig i bestræbelserne på at blive det nye ikon på svinestaldsområdet. Du skal rådgive svineproducenter omkring indretning af nye, såvel som eksisterende staldanlæg, samt omkring fremtidsplaner for hele ejendommen. En stor del af rådgivningen foregår ved besøg på ejendommen, og du
skal kunne tåle at lugte af gris.

Hvis du har speciel interesse i et rådgivningsfelt, som kan fungere sideløbende med rollen som bygningsrådgiver på svinestalde, for eksempel indenfor ventilation eller inventar, så kan jobbet tilpasses
hertil.

Om dig

Du har viljen, lysten samt et brændende ønske om at være med til at skabe bundlinje for en af de største og mest effektive husdyrproduktioner i verden – nemlig den danske svineproduktion. Du har en uddannelse
som agronom, landbrugstekniker eller måske bygningsingeniør suppleret med 3-5 års relevant faglig erfaring for eksempel som bygningsrådgiver, inventarsælger, ventilationssælger eller lignende. Yderligere forventninger til dig:

  1. Du har lyst til at vise dine evner som sælger af projekter og rådgivning til kunderne
  2. Du er kvalitetsbevidst og arbejder struktureret og effektivt
  3. Du er omstillingsparat og har lyst til at udfordre dig selv fagligt og personligt
  4. Du er proaktiv, tør tage ansvar og formår at skabe og fastholde relationer
  5. Du evner at forme og sætte dit præg på egne opgaver
  6. Du har kendskab til lovgivningen omkring dyrevelfærd og byggeri
  7. Du har kørekort til almindelig bil og har egen bil til rådighed for jobbet

Byggeri & Teknik tilbyder

Du tilbydes en spændende og udviklende stilling i en organisation med en flad struktur, en uformel omgangstone, og hvor der i høj grad arbejdes med frihed under ansvar. Du bliver en del af en virksomhed,
der har et økonomisk stærkt bagland, som giver fundament for tryghed i ansættelsen og mulighed for udvikling. Der tilbydes en gagepakke med løn efter kvalifikationer og erfaring, en god pensionsordning og flere gode personalegoder. Der er mulighed for forskellige arbejdstidsmodeller, hvor der kan tages hensyn til familie- og fritidsliv. Stillingen er fuld tid 37 timer/uge.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning og CV hurtigst muligt til Byggeri & Teknik I/S på fh@byggeri-teknik.dk
Samtaler afholdes løbende.

Såfremt du ønsker yderligere oplysninger omkring stillingen, er du velkommen til at kontakte
Direktør Flemming Hedegaard, Byggeri & Teknik I/S tlf. 2025 2865

Om Byggeri & Teknik. Virksomheden tilbyder uvildig og professionel rådgivning indenfor byggeri og teknik. Opgaver og ydelser henvender sig både til landbrugserhvervet men også til andre kunder, som ikke har med den egentlige landbrugsproduktion at gøre, idet der blandt andet også rådgives inden for boligbyggeri, vindmøller og hjælp til skadesopgørelse. Virksomheden er ejet af 4 ejere og deres medlemmer - Lemvig Landboforening, Vestjysk Landboforening, Djursland Landboforening og SAGRO. Virksomheden har ansat ingeniører, arkitekter, konstruktører, tekniske designere og specialister på teknikområdet. Derfor er virksomheden garant for en tværfaglig indgangsvinkel til alle projekter, store som små, så kunderne til enhver tid får det bedste beslutningsgrundlag.

Flemming Hedegaard

Chefrådgiver, Ledelse, Administration, Markedsføring, Maskiner, Tilskud

Mobil: 20 25 28 65
Emailfh@byggeri-teknik.dk

Kategorier Nyhed