Er en klimapavillon til smågrise løsningen på alle problemer?

På baggrund af den stadig stigende effektivitetsfremgang i producerede grise har det i en årrække været en hurtig, nem og billig løsning at investere i en klimapavillon for at kompensere for de manglende stipladser i smågrisestaldene. Man skal bare huske at få både en miljø- og en byggetilladelse hjem inden etablering. Ellers kan det blive et meget dyrt bekendtskab.

Byggetilladelsen

En klimapavillon til smågrise defineres nemlig som en bygning i bygningsloven. Det betyder, at den skal behandles på lige vilkår, som var det en bygning af mursten. For at få en byggetilladelse, skal der også medfølge en brandteknisk redegørelse. Uden at gå for meget i detaljer, så handler det om, at bygningen bl.a. skal indplaceres i en brandklasse og alt efter om det bliver en brandklasse1 eller brandklasse2 er der forskellige dokument- og dokumentationskrav. Hvis du er opmærksom på dette, vil du sandsynligvis ikke løbe ind i problemer, da du herved har mulighed for at være på forkant og få planlagt og placeret dit nye staldafsnit et hensigtsmæssigt sted. Et sted hvor de lovgivningsmæssige krav også kan overholdes.

Lovliggørelse

I øjeblikket har vi hos Byggeri & Teknik I/S en øget efterspørgsel fra landmænd, som har behov for hjælp til at få lovliggjort deres eksisterende klimapavilloner. De fleste har heldigvis en miljøtilladelse i forvejen til det produktionsareal, der er tale om. Miljøtilladelsen vil da danne grundlag for en lovliggørelse af det allerede etablerede byggeri. Behovet for en lovliggørelse opstår typisk på et tidspunkt, hvor du sammen med ejendommens miljørådgiver i en anden sammenhæng ansøger om en ny miljøtilladelse. Det kan også være, at du efter et miljøtilsyn opdager, at en bygning mangler et BBR-nummer eller en byggetilladelse.

Muligheder

Muligheden for at få en byggetilladelse til klimapavillonen er naturligvis bedst, når man er i god tid og planlægger placeringen ifht. de gældende bygnings- og bandmæssige regler. Hvad der er muligt i det enkelte tilfælde, afhænger af hvilke af nedenstående tre strategier der på ejendommen er den optimale. Her er nuværende og kommende brandsektioneringer, bygningsmaterialer, afstandskrav og flugtveje - samt tilkørselsforhold for brandvæsenet elementer der får stor betydning.

1. Selvstændig brandmæssig enhed med afstand
Den enkle løsning er at placere klimapavillonen med så stor afstand til andre bygninger og siloer mv. at de indbyrdes afstandskrav (min. 7,5-10 m) overholdes. Derved skal de eksisterende bygninger ikke inddrages i byggesagsbehandlingen. Til en anden staldbygning vil der ofte være krav om min. 7,5 m og man vil her vælge at lave en forbindelsesgang, som er koblet på stalden med en lukket brandsikker konstruktion min. 2,5 m på hver side og isat en EI2 60-C dør. Til en stålsilo skal der derimod være en afstand på mindst 10 m.

2. Selvstændig brandmæssig enhed afskærmet
Mange gange ser vi at den nødvendige indbyrdes afstand på min. 7,5-10 m ikke er muligt, og man ønsker i stedet en placering ind mellem eksisterende bygninger, på siden eller i gavlen af disse. Her vil løsningen blive, at man afskærmer klimapavillonen fra de andre bygninger med en brandsektionering bestående af en lukket brandsikker konstruktion på en til flere sider af klimapavillonen alt efter placering og i hvilken grad afstandskravene ikke kan overholdes.

3. Fælles brandmæssig enhed
I tilfælde af at man ikke finder det hensigtsmæssigt af afskærme klimapavillonen med lukkede brandsikre facader og eller høje betonmure kan det give mening at se på om klimapavillonen - sammen med eksisterende stalde eller staldsektioner - da det kan udgøre en fælles brandsektion. Det betyder, at det eksisterende byggeri skal inddrages i byggesagsbehandlingen. Hvis det kan holdes under 600m2, vil det dog ofte være en fordel.

Opsamling og råd

Betyder det så at vi fraråder etablering af en klimapavillon? Nej det gør det ikke, men du bør planlægge etableringen som et ”byggeri” på lige vilkår som var det en rigtig stald. Så kan en klimapavillon også blive en god og holdbar løsning for dig.