Afgræsning – kræver gode hegn

indhegning

Flere og flere mælkeproducenter overvejer at genoptage afgræsning i takt med, at forbrugerne efterspørger mælk fra køer på græs og efter introduktionen af den Statslige hjertemærke ordning, hvor der netop er et krav om afgræsning.

Afgræsning kræver, at man igen skal til at sætte hegn og overveje hvilken type afgræsning og foldtype der passer bedst til bedriftens afgræsningsstrategi og arrondering. I det følgende gives der nogle generelle råd og retningslinjer for valg af hegn.

Vi opdeler typisk hegn til indhegninger i følgende modeller:

  1. Hegn til faste indhegninger og folde (flerårige)
  2. Hegn til storfoldsafgræsning på omdriftsmarker (etårige)
  3. Hegn til stribegræsning (flytbart)

 

Valg af spændingsgiver

I Danmark vil de fleste indhegninger være el-hegn. Derfor skal man vælge en spændingsgiver, der er tilpasset de aktuelle forhold. Både med hensyn til hegnets længde og den øvrige belastning hegnet udsættes for hen over året med afledning på grund af bevoksning og fugt om efteråret.

Derfor bør man hellere vælge en spændingsgiver, der er for stor end for lille. Det er også en god ide af have en vis overkapacitet, hvis hegnet med tiden skal udvides.

El-hegn fås både til net-tilslutning og batteridrift. Men til større indhegninger bør der altid vælges spændingsgiver til net-tilslutning. Skal man etablere hegn langt fra ejendommen og uden mulighed for tilslutning vil batteridrift, der evt. forsynes fra solpaneler eller en lille vindmølle være et godt alternativ.

Spændingsgiverens ydelse opgives normalt i spænding (volt) og i ladeenergi (joule elle millijoule). Normalt skal spændingsgiveren opretholde en udgangsspænding på mindst 2.000 volt på hegnet, for at dyrene ikke skal miste respekten for indhegningen. De fleste hegn har dog en højere udgangsspænding. På store indhegninger bør udgangsspændingen være over 5.000 volt, så spændingen på den fjerneste del af hegnet ikke kommer under 3.000 volt.

Ladeenergien er et udtryk for, hvor stor en effekt spændingsgiveren kan yde. Her spiller længden på hegnet en væsentlig rolle. Til kvæg skal spændingsgiveren have en effekt på 4 – 15 joule afhængig af trådlængden.

Ladeenergi
Kilde: Poda Hegn

Ladeenergi i forhold til hegnslængde

Spændingsgivere på batteri vil typisk ligge med en ladeenergi på 0,5 – 2,5 Joule, der passer til mindre indhegninger.

En anden vigtig ting ved spændingsgiveren er jordingen. Noget der ofte bliver forsømt. Det er vigtigt at leverandørens anvisning følges. Det kan nogle gange være nødvendig med mere end et jordspyd.

Valg af hegn

Et permanent hegn på vedvarende græsmarker skal være solidt. Det stiller især krav til valg af pæle og pæle med en god holdbarhed (5- 10 år). Det vil sige enten trykimprægnerede pæle eller flækkede ege og bøgepæle. Desuden tilbyder flere hegnsfirmaer også pæle i hårde tropiske træsorter, som også er meget velegnede.

Storfolde til afgræsning af omdriftsarealer skal kun stå 1 til 2 år og stiller ikke de samme krav til holdbarhed. Her vil en kombination af jern- plastpæle og spidsede granpæle være en fornuftig løsning. Det er et hegn, der er nemt at opstille og fjerne igen. Pælene sættes med en afstand på 6 – 8 m.

Til stribegræsning vil der ofte være et hegn omkring det areal, der skal afgræsses af samme type som til storfolde. Derudover vil der være et hegn, der daglig flyttes. Det flytbare hegn skal både være fleksibelt, holdbart og nemt at flytte. De fleste anvender plast eller tenderstål pæle, der ikke er så tunge og lette at få i jorden. Pælene sættes med en afstand på ca. 10 m.

Tråd

El-tråden skal være af god kvalitet, der svarer til mindst 2 mm. galvaniseret jerntråd. Trådsamlinger skal være foretaget omhyggeligt, så gnistoverspring ikke forekommer. Isolatorerne skal være vejrbestandige og naturligvis ikke ledende.

Hegnet skal beså af min. 2 tråde og have en højde på 85 – 95 cm. Den nederste tråd skal være 40 – 50 cm. over jorden. Går der kalve sammen køerne i folden, anbefales et hegn med 3 tråde med 20 cm. mellem de 2 nederste tråde. (f.eks. 40 - 60 - 95 cm.)

Til stribegræsning anvendes kun 1 tråd, da flere tråde let bliver uhåndterligt. Dog kan flere tråde anvendes, hvis der anvendes trådspoler. Til tråd kan man benytte ”polytråde”, der er meget lettere at rulle op end almindelig hegnstråd.

Hegn

Helge Kromann

Helge Kromann

Bygningsrådgiver kvæg, Indretning kvægstalde, Mekanisering, Malketeknik

Mobil: 22 57 67 98